fredag den 18. juli 2014

Det perfekte race

Jeg har ofte hørt folk snakke om det perfekte race. Jeg er aldrig før løbet over målstregen og tænkt - det her kunne jeg på ingen måde have gjort bedre. Men netop denne følelse havde jeg da jeg kom i mål i Hamburg i weekenden. Selvfølgelig var der nogle skønhedsfejl i skiftene grundet de mange mennesker og svær fremkommelighed, men selve svøm, cykel og løb fik jeg udnyttet til det maksimale af hvad jeg kan præstere lige nu. 

Vi ankom allerede til Hamburg fredag eftermiddag, nåede at hente startnummer og fik god mad i byen. Lørdag formiddag gik med let cykeltræning og eftermiddagen blev brugt på at se verdenseliten køre sprintdistancen. Det var en kæmpe oplevelse, og hvor vil jeg gerne være med der engang :)

Søndag skulle jeg starte klokken 9, noget tid efter resten af Aalborg Tri. Det passede mig fint, at jeg kunne gå i min egen verden og forberede mig til løbet. Da jeg skulle til at i vandet, stod mine forældre ved starten og heppede på mig. Optakten kunne ikke have været bedre.




Svømningen gik fint. Vi svømmede uden våddragt og det passede mig helt perfekt. Fra svøm op og til min cykel var der cirka 500 meter, og jeg løb alt hvad jeg kunne. At komme ud af skiftezonen var med en del forhindringer, men da jeg først kom på cyklen gik det strygende. For første gang til et stævne følte jeg mig stærk på cyklen. Måske var det alle de motionister jeg overhalede fra heatsene før mig, der gav mig et kick.





Til sidst var der så jokeren - løbet. Jeg er nu helt ovre min skade og har løbet intervaller den sidste tid op til stævnet, så jeg følte mig klar. Det gik også rigtig godt, jeg løb på godt 42 minutter (min pr. på 10 km lød før stævnet på 44 minutter).


Da jeg løb i mål var det med en følelse af glæde og udmattelse. Jeg var så glad for min egen præstation, at jeg var fuldstændig ligeglad med placeringen. Da det viste sig at række til en 2. plads, var det jo en kæmpe bonus oveni :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar